Guinness Draught

LAND Irland,
Bryggeri St. James Gate
Type Dry Stout
Gæring Overgæret
Alkoholprocent 4.20 %

Guinness Draught er den klassiske irske stout fra bryggeriet ved St. James Gate i Dublin. Guinness Draught på dåse tappes med en patenteret anordning, der sikrer at øllet får samme skumkrone som Guinness på fad.

Udseende
Guinness Draught fremstår kulsort med en EBC på 130. Øllet udvikler en kraftig, vedholdende og meget kremet skumkrone. Skumkronen har skær af øllets mørke farve.   

Duft
Guinness Draught dufter af brændt kaffe med maltede toner.

Smag
Guinness Draught har en fyldig smag af ristet malt, med undertoner af lakrids og kaffe. Widget systemet er med til at gøre Guinness Draught ekstra blødt. Øllet har en markant efterbitterhed (45 IBU), hvilket giver øllet en ganske tør afslutning.

Brygning
Guinness Draught brygges på vand, bygmalt, byg, ristet byg og humleekstrater. Indbrygningsgraden ligger på 9,75º plato.  Der bruges mange forskellige humlesorter, men det vigtigste er kent goldings. Guinness Draught overgæres på en forædlet gær der arbejder spredt i gæringskarret ved 25 ºC. Øllet lynpasteuriseres inden tapning. Ved tapningen tilsættes en lille nitrogenholdig patron der frigiver kvælstof når dåsen åbnes. Grundet den hastige trykudligning piskes øllet, således at det får den ekstra kremede karakter. Widget systemet vandt i 1991 Queen’s Award for Technology Advancement.

Gastronomi
Guinness Draught skal serveres køleskabskoldt ved 4-5 ºC. Det er en øl der bringer nogle af kvaliteterne ved fadøllet hjem til hjemlige arrangementer såsom fodbold sammenkomster, grillaftener og spilleaftener.